Sociale medier og kunstig intelligens

“Adas algoritme” er fra Amalie Smiths hybrid Thread Ripper (2020). Originalen er opsat sådan, at henholdsvis alle venstresider og højresider har deres egne forløb med hver sin indholdsfortegnelse. Her er de gengivet i kolonner.

Allerede i første halvdel af 1800-tallet fik algoritmen en afgørende betydning for det, vi i dag forstår ved computeren hos matematikeren Ada Lovelace (1815-1852). Ada var datter af matematikeren og adelsfruen Anna Isabella Milbanke (1792-1860) og den store romantiske digter Lord Byron (1788-1822) og arvede selv både logisk sans og stærk fantasi, der gjorde hende til en pioner inden for matematikken og computerteknologien. 

Ada samarbejdede med Charles Babbage (1791-1871), der opfandt den analytiske maskine, forløberen for vor tids lommeregner. Hun skrev en række noter til hans opfindelse, der havde status som en slags afhandling. Her forudså hun computeren, der ellers først blev bygget i 1940’erne. 

I sin egen tid blev hun ikke anerkendt for sit arbejde på grund af sit køn.

Teksten er fra samlingen Dagene er data (2018).

Hvorfor kigger du på mig, hvem er du?

Er du en hacket og handlet profil?

Er du klar til kamp, måske valgkamp, er du

maven ind og blændende smil?

Er du robot? (Bevis du ikke er robot).

Er du ettaller og nuller på en kode, en streng, er du

streng, er du navlestreng, og har du godt

med stamceller nede i sædbanken? Det er så godt at have

hvis man en skønne dag vil lave sig 

en cyborg, Børnene roder med elektriske devices.

Engang blev de født på en frostklar formiddag og nu nu nu – hvem er du?

Er du en landmand på coke, er du kok?

Er du kok, er du flot, er du kendis?

Er du bunker af biologisk ba 

                                                ba

                                                        bagage, er du

tandpastastænk på et spejl? DNA i en hårtot, er du barn?

Er du ikke længere barn, måske: veganer?

Er du synd for dyrene, er du et vildt flot billede af en dessert?

Har du det svært?

Er du streaming og vindens susen og vaskemaskinens

elektriske brusen, er du mågernes skrigende flugt dér 

hen over skærmen, hen

over en landmand helt oppe og køre på coke. Er du høj? Er du helt

oppe og køre, er du

kok, er du kuk, er du kendis? Børnene sender en selfie.

Børnene sender deres halloooo.

Er du flere forskellige personer

såkaldte avatars

på samme VIDUNDERLIGE scene, på samme såkaldte scene

på Snapchat? Er det DIN avatar, er det dig, din gamle nar, er du mor? Hør

børnene, de brøler af grin! Ha!

De brøler at de ikke vil ansigtsgenkendes (men det bliver de).

De brøler at de ikke er bjørne (men det er de).

De brøler at de aldrig i livet vil være landmænd.

Nu hvor jorden alligevel er ødelagt, drikkevandet smækfyldt med

pis og pesticider og dyrene pumpet med piller, nej

de vil være

gamere og youtubere og instagrammere, ja

de vil slet ikke have nogen krop.

Hvem fanden gider eje en krop anyways, den

stinker og bløder og ejakulerer og før man ser sig om så

TONSER den afsted i en gyllespreder

nu på fjerde døgn, på femte døgn og helt blæst og på coke eller var det

amfetamin, det er i hvert fald fuldstændig til grin

siger børnene, og børnene vil ikke lægge

mobilerne væk, og de vil så gerne lægge

mobilerne væk, de vil ikke lægge

mobilerne væk, og de vil så gerne lægge

mobilerne væk, de vil ikke lægge

mobilerne væk, og de vil så gerne

være kok, være kendis, være god nok.

Nik eller klap eller like eller del.

Hvorfor kigger du på mig, hvem er du?

Børnene begynder at græde.

En ny opdatering har ændret i Snapchat, de har nu mistet alle deres streaks.

De har mistet alle deres tænder. De

ligger og rasler i et lille klamt glas ligesom

alle de timer foran skærmen man aldrig i livet

får igen. Er det helt utrolig

mor-agtigt sagt (ja), er det strengt

er du streng, er du navlestreng, er du egocentreret, er du

realitystjerne måske?

Åh, fly mig fluks dit brugernavn

din server og din IP-adresse, vi

finder dig alligevel

vi følger jo bare dine

digitale spor, som brødkrummerne Adam og Eva smed

efter sig på vej væk fra Paradisets Have.

Shhh, kan du høre det suser

det er floden i brystet der bruser. Stjerner der suser

blodet der bruser, og vaskemaskinens knitren i dine

indre galaktiske systemer. Er du popstar, en stjerne

eksplosion, er du

noget for nogen, et milliarder år gammelt atom?

Børnene roder med elektriske devices.

Børnene roder med knive. Hvorfor har du så store øjne?

Det er sgu da bare et filter, åh stik mig nu den selfiestang, og jeg skal sige dig

hvem du er

og børnene skærer i

dyrenes øjne på Snapchat. De sender LIVE fra livets

landevej, er det dig? Er det dig

der sender LIVE fra

landmandens udpinte mark, er det dig

der netop NU sender LIVE, sender

David Bowie til Mars i en Tesla? Ja.

For alt er data, ja

var det ikke også det du ville ha’?

Helt oppe og køre og lækker og kendis, er du kok?

Er du sådan en app der kan tracke? Er du fake news og

stigende vandstand? Er du vandmand?

Er du helt oppe og køre, er du

en tremmekalv, en malkeko, en gris?

Er du data?

Nu hvor alt er data, selv

børnenes skæg og blå briller. Selv Saturns ringe og børnenes

fremtid og klima

katastrofer og pludselig død, hærværk og sultedød og nød.

De tal på den tavle der tæller

befolkningstilvæksten, er du data? Ja, du er

du er der

på den tavle

er du

faktisk bare et tal.

Teksten er fra samlingen Dagene er data (2018)

ALT ER DATA

Alt er data, dette digt er data, dagene er data og dagen.

Dagen i dag, som er fyldt med sekunder, og

drømmene, dig og duerne på Toftegårds Plads.

Den dejlige himmel her

hen over Valby og duften fra bageren er data. Dødeligheden

det menneskelige vilkår er data og

dystopierne, duerne og Dropbox.

Telefonen jeg slæber med mig overalt, der

afleverer mine data, er data.

Den skrøbelig streng

der næsten knækkede

da vi næsten mistede hinanden

er data, frygten for at miste er data. Miste data

DNA’et, cellerne

og åndedrættet er data, den måde

som luften rusker

i lungernes grenværk

min rallende snorken er data. Mit ar under øjet, din duft af citron og

din iris

er data, den særlige

genkendelse

vi kender som forelskelse, er data.

Jeg kan lige så godt være ærlig.

Dine tårer den nat på restauranten er data

beløbet på regningen: data.

Dine undskyldninger hen over pastaen:

hvis jeg gør det igen

må du slå mig ihjel

er data.

George Orwell (1903-1960) var gennem sit liv politisk aktiv i forskellige sammenhænge som blandt andet frihedskæmper i den Spanske Borgerkrig og krigsreporter for avisen The Observer. Hans stærke blik for systemkritik og autoritære regimer ser vi i hans roman 1984 (1949), der udkom fire år efter afslutningen af anden verdenskrig og året efter indførelsen af Jerntæppet mellem Øst- og Vesteuropa, der adskilte en fri og en autoritær verden. I 1940’erne havde man de første overvågningskameraer. Teksten er uddrag fra kapitel 1 og 2.

                                                                                     1

Det var en klar, kold aprildag, og urene slog netop tretten. Med hagen trykket ind mod brystet ligesom for at beskytte sig mod den bidende vind smuttede Winston Smith hurtigt ind gennem Victory Mansions’ glasdøre, men han var alligevel ikke hurtig nok i vendingen til at forhindre, at en hel del sand og støv blæste ind samtidig.

      Indenfor lugtede der af kål og gamle kludetæpper. For enden af gangen havde man med tegnestifter anbragt en mægtig kulørt plakat. Den forestillede et kæmpemæssigt ansigt, over en meter bredt; en ca. fem og fyrreårig mands ansigt med et kraftigt mørkt overskæg og grove, men alligevel ganske smukke træk. Winston gik hen mod trappen, det var håbløst at prøve elevatoren. Selv i gunstigste fald virkede den kun sjældent, og for tiden var den elektriske strøm afbrudt om dagen som et led i den sparekampagne, der gik forud for Hadets Uge. Hans lej­lighed lå på syvende etage, og da han var ni og tredive år og havde et åbent skinnebenssår lige over højre ankel, gik han langsomt og stod fle­re gange stille for at hvile sig. På hver trappeafsats gloede plakaten med det kæmpemæssige ansigt ham i møde fra muren over for elevator­skakten. Det var et af den slags billeder, der er sådan tegnet, at man al­tid synes, at øjnene ser lige på en, hvor man end befinder sig. STORE BRODER SER DIG, lød underskriften.

      Inde i lejligheden læste en blød og behagelig stemme en talrække op, som havde noget at gøre med produktionen af råjern. Stemmen kom fra en aflang metalplade, der lignede et mat spejl, og som var forsæn­ket i væggen til højre. Winston drejede på et håndtag, og stemmen blev noget svagere, skønt man stadig kunne skelne ordene. Apparatet — der kaldtes en teleskærm — kunne dæmpes, men det kunne ikke lade sig gøre at lukke fuldstændig af for det. Han gik hen til vinduet; han var lille og tynd, og kroppens spinkelhed fremhævedes yderligere af den blå overall, som var Partiets uniform. Hans hår var meget lyst, hans ansigt var af naturen rødmosset, og huden var blevet ru af dårlig sæbe og sløve barberblade og af vinterkulden, der lige var ophørt.

      Selv gennem det lukkede vindue så det koldt ud udenfor. Nede på gaden blæste små hvirvelvinde støv og papirstumper rundt i spiraler, og skønt solen skinnede, og himlen var skærende blå, syntes alt farveløst med undtagelse af plakaterne, der var sat op alle vegne. Ansigtet med det mørke overskæg stirrede ned fra alle gadehjørner. Der var et på huset lige overfor. STORE BRODER SER DIG, stod der, og de mørke øjne så dybt ind i Winstons. Nede ved fortovet flagrede en anden plakat, der var gået løs i det ene hjørne, i vinden, og når blæsten tog i den, kunne man under den se ordet ENGSOC*. I det fjerne dykkede en helikopter ned mellem tagene; som en spyflue holdt den sig et øjeblik svævende på samme sted og fløj så bort igen i en elegant bue. Det var politipatrul­jen, der spejdede ind ad folks vinduer. Men patruljerne betød ikke no­get, det var kun Tankepolitiet, der betød noget.

      Bag Winstons ryg kværnede stemmen fra teleskærmen stadig løs om råjern og fortalte, med hvor mange procent man havde overskredet den niende Treårsplan. Teleskærmen fungerede samtidig som sender og modtager. Den opfangede enhver lyd, der var højere end en ganske sagte hvisken, og så længe han opholdt sig inden for skærmens synsfelt, kunne han også ses. Det var naturligvis umuligt på noget tidspunkt at vide, om man blev iagttaget. Alle teorier om, hvor tit og efter hvilket system Tankepolitiet gik ind på den enkelte ledning, var og blev det rene gætteri. Det var endog muligt, at de iagttog alle hele tiden, i hvert fald kunne de gå ind på ens ledning når som helst. Man måtte leve i for­modningen om, at hvert ord blev aflyttet og enhver bevægelse, undtagen i mørke, iagttaget; og man gjorde det, det var en vane, der efterhånden var blevet til instinkt.

      Winston stod med ryggen til teleskærmen, det var sikrere, skønt selv en ryg kan være udtryksfuld, hvad han udmærket godt vidste. En kilometer borte rejste Ministeriet for Sandhed, hvor han var ansat, sin mægtige, hvide bygning over de grå og triste omgivelser. Dette, tænkte han med en vag følelse af afsky — dette var London, hovedstaden på Luftbasis I, der var nummer tre af Oceaniens provinser, hvad angik ind­byggerantal. Han søgte i erindringen tilbage til sin barndom for at prøve at huske, om London altid havde set sådan ud. Havde der også den­gang været alle disse forfaldne huse fra det nittende århundrede, hvis mure var afstivet med svære bjælker, hvor ituslåede ruder var erstattet med pap og tagene repareret med bølgeblik, og hvis havemure var vinde og skæve? Havde der også dengang været bombetomter, hvor vinden fik kalkstøvet til at rejse sig, og gederams voksede inde blandt murbrokkerne; og havde der været steder, hvor større karreer var blevet jævnet med jorden, og hvor triste grupper af hønsehuslignende barakker var skudt op? Men det var forgæves, han kunne ikke huske noget om det; det eneste, han erindrede fra sin barndom, var nogle iso­lerede situationer, der ikke havde nogen baggrund, og som ikke sagde ham noget.

     Ministeriet for Sandhed — på Nysprog*, Oceaniens officielle sprog, Minisand — var vidt forskelligt fra alle andre bygninger, man kunne se. Det var en kolossal pyramidelignende bygning af skinnende hvid cement, der hævede sig, terrasse over terrasse, tre hundrede meter op i luften. Fra Winstons vindue kunne man lige akkurat læse Partiets tre slagord, der stod med elegante bogstaver på den hvide facade:

                                                            KRIG ER FRED

                                                            FRIHED ER SLAVERI

                                                            UVIDENHED ER STYRKE

                                                            (…)

                                                                                  2

Da han tog i håndtaget, så han, at han havde ladet dagbogen ligge åben på bordet. NED MED STORE BRODER stod der i den med bogstaver så store, at man næsten kunne læse dem fra den anden ende af stuen. Det var en utrolig dumhed, han der havde begået. Men han indså, at han til trods for sin rædsel ikke havde villet snavse det smukke papir til ved at lukke bogen i, før blækket var tørt.

      Med tilbageholdt åndedræt åbnede han døren. En umådelig lettelse strømmede øjeblikkelig igennem ham. En farveløs, forkuet kvinde med tjavset hår og hærget ansigt stod udenfor.

      »Åh, kammerat,« begyndte hun med en trist, klynkende stemme, »jeg syntes nok, jeg hørte dig komme hjem. Vil du ikke nok komme over og se på vores køkkenvask. Afløbet er tilstoppet og —«

      Det var Mrs. Parsons, der var gift med hans nabo. (»Mrs.« var et ord som Partiet ikke var særlig begejstret for, alle skulle kalde hinanden »kammerat« men over for nogle kvinder brugte man det alligevel instinktivt). Hun var ca. tredive år gammel, men så meget ældre ud. Man havde det indtryk, at hendes ansigtsrynker var fulde af snavs. Winston fulgte hende ned ad gangen. Den slags småreparationer var en næsten dagligt tilbagevendende irritationskilde. Victory Mansions var et gammelt hus, bygget ca. 1930 og meget forfaldent. Kalkflager faldt stadig ned fra loft og vægge, vandrørene sprang, hver gang det frøs hårdt, taget var utæt, varmeanlægget gik i reglen kun for halv kraft, når der da ikke var lukket helt for varmen, fordi der skulle spares. De repa­rationer, man ikke selv kunne foretage, skulle bevilges af komiteer, hvil­ket medførte, at det kunne vare indtil to år, før man fik en ny rude sat i.

      »Jeg ville selvfølgelig ikke have bedt dig om det, hvis Tom havde væ­ret hjemme,« sagde Mrs. Parsons.

      Deres lejlighed var større end Winstons og forfalden på en anden måde. Alting så medtaget og ramponeret ud, som om et stort, voldsomt dyr lige havde huseret derinde. Sportsrekvisitter: hockeystave, boksehandsker, en revnet fodbold, et par snavsede shorts med vrangen udad var smidt hen ad gulvet, og bordet flød med snavsede tallerkener og krøllede stilehæfter. På væggen hang Ungdomsligaens og Spionernes røde faner og en kæmpeplakat med Store Broders ansigt. Der var den sædvanlige kållugt, men desuden var der en ram stank af sved, som man af en eller anden grund straks var klar over stammede fra en, som ikke var til stede. I værelset ved siden af var der nogen, der prøvede at spille på redekam i takt med den militærmusik, der stadig strømmede ud fra teleskærmen.

      »Det er børnene,« sagde Mrs. Parsons og kastede et frygtsomt blik hen mod døren. »De har ikke været ude i dag, og derfor —«

      Hun havde en vane med at standse op midt i sine sætninger. Køk­kenvasken var fuld næsten til randen af snavset grønligt vand, der stank af kål. Winston lagde sig på knæ og undersøgte vandlåsen. Han kunne ikke fordrage manuelt arbejde, og han kunne ikke fordrage at ligge på knæ, fordi han så altid kom til at hoste. Mrs. Parsons så hjæl­peløst til.

      »Hvis Tom havde været hjemme, ville han naturligvis have ordnet det på et øjeblik,« sagde hun. »Han ved ikke noget bedre. Han er så fiks på fingrene.«

      Parsons var Winstons kollega i Ministeriet for Sandhed. Han var en fedladen, men foretagsom mand, der var i besiddelse af en fuldstændig lammende stupiditet, men som besad den naives evne til at begejstres for alt muligt, en af disse ukritiske loyale slidere, på hvem Partiet støttede sin magt i endnu højere grad end på Tankepolitiet. I en alder af fem og tredive havde han modstræbende måttet melde sig ud af Ungdoms­ligaen, og før han i sin tid rykkede op i den, var det lykkedes ham at blive stående som medlem af Spionerne et år længere end alle andre. I ministeriet havde han en underordnet stilling, hvor der ikke var brug for intelligens, men i sin fritid var han en fremtrædende skikkelse i sportskomiteer og alle de andre komiteer, der organiserede vandreture, spontane demonstrationer, sparekampagner og alle mulige andre frivil­lige arrangementer. Han plejede med stille stolthed at fortælle, at han havde været til møde i kulturcentret hver eneste aften i de sidste fire år.

     En overvældende stank af sved, et vidnesbyrd om hans anstrengende liv, fulgte ham overalt og blev endog hængende i luften, når han var gået.

      »Har du en skruenagle?« spurgte Winston, der masede med møtrik­ken på vandlåsen.

      »En skruenøgle,« gentog Mrs. Parsons og blev straks hjælpeløs. »Det ved jeg rigtignok ikke, men måske børnene —«

      Der lød trampen og endnu en skærende disharmoni fra redekam­men, og børnene stormede ind i stuen. Mrs. Parsons kom med skrue­nøglen. Winston tømte vandet ud og fjernede med afsky den klump af afredt hår, der havde forstoppet afløbet. Han skyllede sine hænder så godt han kunne i det kolde vand fra hanen og gik ind i stuen igen.

      »Hænderne op! « råbte en skarp stemme.

      En køn niårsdreng med et hårdt ansigt var dukket op bag ved bordet og truede ham med en automatisk legetøjspistol, og hans lillesøster, der var ca. to år yngre, sigtede på Winston med en pind. De var begge klædt i Spionernes uniform: korte blå bukser, grå skjorte og rødt halstørklæ­de. Winston rakte armene i vejret, men drengens hele væsen virkede så ondskabsfuldt, at han havde en følelse af, at det ikke bare var leg.

      »Du er en forræder! « råbte drengen. »Du er en tankeforbryder! Du er en eurasisk spion! Jeg skal skyde dig, jeg skal sende dig til saltminerne!«

       Pludselig sprang de begge to rundt om ham og råbte: »Forræder! « og »Tankeforbryder! « og den lille pige efterlignede alle sin broders bevægelser. Det var ikke fri for at virke lidt uhyggeligt ligesom synet af legende tigerunger, der snart vil vokse op til menneskeædere. Der var en beregnende vildskab i drengens blik, en åbenlys lyst til at slå eller sparke Winston, parret med bevidstheden om, at han næsten var stor nok til at kunne gøre det. Det var et held, at det ikke var en rigtig pistol, han havde i hånden, tænkte Winston.

      Mrs. Parsons’ blik flakkede nervøst fra Winston til børnene og tilbage igen. I stuen, hvor der var noget lysere, konstaterede han med inte­resse, at der virkelig var snavs i hendes rynker.

     »De bliver også så støjende,« sagde hun. »De er skuffede, fordi de ikke kunne komme hen og se henrettelserne, det er det, der er i vejen. Jeg har for travlt til at følge dem derhen, og Tom kommer for sent hjem fra arbejde til, at han kan nå at gå med dem.«

      »Hvorfor kan vi ikke komme hen og se henrettelserne?« brølede drengen af sine lungers fulde kraft.

      »Se henrettelserne! Se henrettelserne!« gentog den lille pige, der stadig dansede rundt om ham.

      Nogle eurasiske fanger, der var blevet dømt for krigsforbrydelser, skulle hænges i parken samme aften. Den slags fandt sted med cirka en måneds mellemrum og var en yndet folkeforlystelse. Børn var altid helt vilde efter at overvære det. Han sagde farvel til Mrs. Parsons og gik hen imod døren. Men han var ikke kommet seks skridt ned ad gangen, før noget ramte ham i nakken med voldsom kraft. Det var, som om en rødglødende jernstang var blevet boret ind i ham. Han vendte sig så hurtigt om, at han lige nåede at se Mrs. Parsons gribe fat i sin søn, der med trodsig mine stak en slangebøsse i lommen.

      »Goldstein!* « vrælede drengen, idet hans moder lukkede døren, men det, der gjorde mest indtryk på Winston, var det udtryk af hjælpeløs rædsel, der afspejlede sig i kvindens grålige ansigt.

      Da han kom tilbage til sin lejlighed, gik han hurtigt forbi teleskær­men og satte sig ned ved bordet igen, gnidende sin ømme nakke. Mu­sikken fra teleskærmen var hørt op. I stedet for oplæste en afsnubbet officersstemme med en sadistisk klang en beskrivelse af den nye flydende fæstning, som lige var blevet forankret mellem Island og Færøerne.

      Den ulykkelige kvinde må leve i konstant rædsel med de børn, tænkte han. Om et år eller to ville de iagttage hende dag og nat for at finde tegn på politisk kætteri. Næsten alle børn nu om stunder var ræd­selsfulde. Det værste af det hele var, at gennem organisationer som Spionerne blev de systematisk forvandlet til små uregerlige vilddyr, uden at de dog viste den ringeste tendens til at gøre oprør mod parti­disciplinen. Tværtimod tilbad de Partiet og alt, hvad der havde med Partiet at gøre. Sangene, processionerne, fanerne, vandreturene, eksercitsen med trægeværer, slagordene og forgudelsen af Store Broder — det var altsammen en vidunderlig leg for dem. Al deres vildskab blev rettet udad mod Statens fjender, mod udlændinge, forrædere, sabotører og tankeforbrydere. Det var næsten normalt, at mennesker over tredive var bange for deres egne børn. Og det var ikke uden grund, for næsten hver uge stod der en artikel i Times om, hvordan en lurende lille stikker — »barnehelt« var den officielle betegnelse — havde hørt en kompro­mitterende bemærkning og angivet sine forældre til Tankepolitiet.

     Smerten i nakken havde fortaget sig. Uden større begejstring tog han pennen igen og spekulerede på, om han kunne finde på mere at skrive i dagbogen.

Noter til teksten:

* ENGSOC: forkortelse for en­gelsk socialisme, den officielle ideologi i Oceanien.

* Nysprog er Oceaniens officiel­le sprog og konstrueret for at indskrænke mulighederne for selvstændig tænkning. Ordfor­rådet begrænses til det mindst mulige, og ord som ære, ret­færdighed, moral, internatio­nalisme, demokrati, videnskab og religion er simpelthen op­hørt med at eksistere. Nogle ord får begrænset deres betyd­ningsområde, fx kan ordet fri ikke bruges i politisk sammen­hæng, men kun anvendes i sætninger som »Denne hund er fri for lopper«. Andre ord får ved bevidst manipulation en helt anden betydning end den oprindelige. dagbog, i et af byens slumkvar­terer er Winston faldet over en bog med ubeskrevne blade og han beslutter at føre dagbog, selv om det kan straffes    med døden.

* Goldstein!: »Goldstein var den overløber og forræder, der en­gang for længe siden — ingen kunne rigtig huske, hvor længe det var siden – havde været en af Partiets ledende skikkelser, næsten lige så indflydelsesrig som Store Broder, og som derpå havde indladt sig på kontrare­volutionær virksomhed, var blevet dømt til døden, men på mystisk vis var undsluppet og forsvundet.« (kap. 1).

Viggo Bjerrings (f. 1981) satiriske science fictionroman Verdenshjertet (2021) foregår i en fremtid omkring 2030, hvor selv de mest vitale dele af virkelighedens verden er blevet erstattet på grund af uregulerede algoritmer og fake news. Hovedpersonen Mads er forfatter og uddannet i litteraturvidenskab og er tvunget ud i en kummerlig tilværelse som del af prekariatet. Han lever af dårligt betalte korttidsansættelser fra portalen Easyjobs og har ikke andet valg end en bestillingsopgave, hvor han siger ja til at skrive romanen Isolation under forfatterpersonaen Magnus Aagård-Svendsen. Bogen bliver en bestseller, men på grund af en dårlig kontrakt tjener han ikke meget på den selv, hvorefter han bliver nødt til at lave en fortsættelse styret af sin utilregnelige arbejdsgiver, der gemmer sig bag algoritmerne. Det får ham ud på en grotesk gyser i jagten på at få skrevet den svære toer.

EN PIGE PÅ EN RØD CYKEL, lyden af en plæneklipper, duften af ny­slået græs.

      Jeg tænkte på anslaget til Isolation. Var det et minde? En fantasi? Thomas J. Peitersen åbnede lidt efter sine øjne. Lyden kom ikke fra en plæneklipper, men fra flyet der nærmede sig Kabul. Derefter samtalen med den amerikanske veteran. Så den støvede, slagne vej til isolationsfængslet. På en måde er begyn­delsen altid det bedste. Man burde skrive en bog, der kun be­stod af begyndelser.

      Sådan sad jeg og funderede, da toget satte i gang igen og forlod Kokkedal Station. Vi var kun tre i kupéen, tilsyneladen­de alle optagede af dagdrømme eller landskabet udenfor. Kun kortvarigt talte den ene kvinde i telefon. Om et møde i bolig­foreningen, en ansøgning til kommunen om tagterrasser. Den fikser jeg, svarede hun hver gang, og snart var der stille igen.

      Toget passerede en forfalden gård, nogle stubmarker. Gled forbi en række røde huse og store, gullige hybenhække. Oktobervejr i december. Igen i år faldt efteråret sammen med julen. Jeg fjernede en gråblå sten, der havde sat sig fast i så­lemønstret under min sko.

      Bebyggelsen blev tættere. Lygtepæle og cykelstier. Bag­gårde med visne bregner. Vi kørte gennem et stort område med kontaminerede biler. Som overvægtige spøgelser stod de og ventede på at blive endegyldigt udslettet.

      Lidt efter standsede toget på Espergærde Station.       

Da jeg ti minutter senere nærmede mig enden af Roligheds Allé, forstod jeg, at husnummeret fra mailen var forkert. Jeg gik frem og tilbage mellem nummer 24 og nummer 26 et par gange, krydsede vejen, men lige lidt hjalp det: Hus nummer 24b fandtes ikke.

      Inde i nummer 20 sad en ældre mand i køkkenet med en avis. Måske kunne jeg ringe på og spørge ham om vej. Jeg tjek­kede min telefon igen. Nu kunne appen heller ikke finde huset. Så sent som i toget havde jeg ellers fundet adressen for enden af vejen, grænsende op til et skovbryn.

      Da jeg så op fra telefonen og ned mod skovbrynet, skete der noget besynderligt: Selvom det var næsten vindstille, bevæ­gede grantræerne sig. Jeg stod lidt og betragtede de let svajende træer. Eller rettere vibrerende træer. Og som om skovbrynet var et fikserbillede, materialiserede Roligheds Alle 24b sig nu foran mig, midt i alt det grønne og brune.

      En monstrøs villa. Tre etager. Murværket var dækket af plantehang, der omsluttede bygningen, som var det gavepapir. Kun et par vinduer var gået fri. Forhaven var tilgroet og over­gangen til skoven bag villaen glidende. Midt i det hele trådte husets rektangulære form tydeligt frem, når man først hav­de opdaget den. Vintersolen flimrede i bladhanget, over huset hang to kumulusskyer som frosne eksplosioner. Jeg bemærkede en brummende, nærmest subsonisk rumlen fra undergrunden. Som om metroen kørte igennem området. Så forsvandt fornemmelsen igen.

      Jeg nærmede mig huset. Hele tiden holdt jeg øje med de mørke ruder på anden etage, men der skete ikke noget bag dem. Rundt om huset gik et jerngitter, der var omviklet af slyngplan­ter. På gitterlågen sad et messingskilt, der under et lag af ir bar påskriften Kardiologen. Jeg tog i håndtaget. Lågen kunne hver­ken åbnes indad eller udad. I bunden sad en rusten hængelås. Gitteret gik kun til brysthøjde og var til at forcere. Jeg så mig over skulderen, kravlede med en anelse besvær op og dumpede tungt ned på den anden side.

      Luften var fugtig og varm inde på matriklen. Som om jeg var faldet ned i en anden klimazone. En stor guldsmed fløj gennem luften. Jeg dukkede mig for den og banede mig vej gennem forhaven, en spøjs blanding af skov og villahave. Vel­kendte planter og buske, blot en smule forvoksede og overra­skende frodige og blomstrende for årstiden. Jeg rev mig på et meterhøjt krat af tjørn og roser. Bag krattet kom indgangsparti­et til syne: en mosdækket stentrappe der sluttede i to korintiske søjler. Mellem søjlerne en massiv trædør beslået med nagler. De mosklædte trin gav sig under mine fødder. Bag den venstre søjle fandt jeg en ringeklokke. Hos Kardiologen stod der neden­under. Jeg trykkede knappen i bund. En hund begyndte at gø bag døren. Lidt efter hørte jeg også skridt og en kvindestemme, der tyssede på hunden.

      Kvinden åbnede døren. En kvinde som jeg med et par sekunders forsinkelse genkendte som Ane Svendsen. Hendes frisure var en anden, tøjet mere stilfuldt end i klippet fra Aften-TV. Hun var smuk. En nougatbrun cockerspaniel vimsede rundt om benene på os.

      — Ja?, sagde hun, og jeg præsenterede mig selv, imens hunden sprang op ad mit ben.

      —  Det der er Frederik, sagde hun.

Jeg hilste på hunden ved at klø den bag øret.

      — Efter kongen?

      — Nej, efter kendissen … Mit navn er Ane, tilføjede hun og rakte mig hånden. — Det drejer sig om penge, går jeg ud fra?

      — Jah, det gør det vel, sagde jeg, ikke uden at føle en snert af skam.

      Ane Svendsen drejede omkring og signalerede med en håndbevægelse, at jeg skulle følge efter. Vi gik ned ad en lang gang. Lige så tilgroet haven var, lige så minimalistisk var villa­en indrettet. Det ene halvtomme rum efter det andet. Ingen planter. Ingen plakater eller malerier. Det rungede, når Frede­rik gøede.

      For enden af gangen slog Ane Svendsen døren op til et stort lokale, der lignede en blanding af en dagligstue og en lægekonsultation. I den ene side var der en pejs, hvor ilden buldrede, reoler fyldt med bøger, lænestole, en ellipseformet skulptur, en globus og et lille bord med spiritusflasker. I den anden side stod der en briks, nogle apparater med en masse ledninger og et skrivebord med en computer. Frederik lagde sig på tæppet foran pejsen. Ane Svendsen satte sig bag skrivebordet og bad mig tage plads overfor. Igen var der noget, der rumlede fra jorden under os.

      — Du vil gerne have et lille forskud?

      — Jah, altså bare lige til huslejen og sådan.

      — Lad mig se. Vi har vist allerede dit kontonummer.

      Ane Svendsen tastede løs på computeren i et højt tempo. På hendes sorte blazers revers glimtede en sølvbroche formet som en opslået bog.

      — Så, nu skulle der være til huslejen.

      Hun smilede afmålt og slog så ud med hænderne. 

      Jeg blev siddende. Der var flere spørgsmål, der pressede sig på.

      — Du er gift med Magnus Aagård-Svendsen?

      — Ja, det kan man godt sige. Jeg er hans agent og redaktør. Hun lagde hånden på et eksemplar af Sort og hvid, der lå midt i al rodet på skrivebordet.

      — Og Magnus Aagård-Svendsen selv, hvor er han?

      — Magnus Svendsen er nedenunder, men han har ikke så meget med bogen at gøre. I den forbindelse er han bare et navn. Ja, eller to tredjedele af et navn, Aagård var min tilføjelse. Det lyder bare lidt bedre, ikke?

      — Jo, men … var det så dig, der skrev udkastet til Sort og hvid?

      — Ikke kun mig.

      Hun flyttede sin hånd fra bogen til computeren.

      — Kombinationen af en god algoritme og en redaktør med fingeren på pulsen.

Hun nikkede over mod mig.

      — Og så naturligvis en freelancer eller to til at give den lidt krudt.

      — Krudt?

      — Ja, en følelse af levet liv, du ved. Tilfældigheder, idio­synkrasier. En skønhedsfejl eller to, lidt af det som alle elsker, og som algoritmen ikke kan generere selv på det højeste ni­veau af kontingens. Det er vel sådan, de fleste bøger bliver til i dag.

      — Jeg troede kun, det var selvhjælpsbøger og krimier, der blev produceret sådan?

      — Ikke mere, nu er det stort set alle genrer. Men for mig at se er forskellen ikke så stor. Algoritmens matricer svarer til de mønstre i sproget, kulturen og den litterære tradition, som forfattere til alle tider har haft med sig. Vi har bare overvur­deret den enkelte forfatters originalitet. Det ved vi vel inderst inde godt, men hvis vi mister troen på kunstneren som geni, mister vi også troen på vores egen originalitet. Alle er unikke, siger vi jo til hinanden. Derfor er der stadig en del forfængelighed knyttet til kunstproduktionen. Algoritmer bliver stadig betragtet som inautentiske og … usexede.

      — I modsætning til Magnus Aagård-Svendsen?

      — Ja, det må man da sige, ikke? Men sandheden er, at ingen af leddene i produktionskæden kan undværes. I nullerne blev det sagt, at redaktøren var den nye forfatter. I 10’erne troe­de man, at algoritmen blev den nye forfatter. Men der er ingen, der kan undværes, hvis tempoet skal opretholdes. Hverken al­goritme, redaktør eller freelancer.

      — Men Magnus Aagård-Svendsen eller … Magnus Svend­sen, hvilken rolle spiller han? Ud over at hænge på plakater i halvdelen af byens busskure?

      — Nåh, på den måde, selve ansigtet. Han bor i Argentina – eller var det Chile? Vi købte rettighederne til hans ansigt for de næste ti år, det er hans levebrød. Han hedder Carlos et eller andet, Carlos Monza, tror jeg. Alt kan som bekendt købes, i vo­res tidsalder er økonomien Gud.

      Ane Svendsen lænede sig ind over bordet.

      — Forstå mig ret. Der er ingen, der “er” Magnus Aagård-Svendsen. Altså medmindre du har lyst, men jeg synes ikke rigtig, at du ligner. Du bliver i hvert fald nødt til at tabe nogle kilo og farve dit hår.

      Jeg sad lidt og fordøjede hendes ord. På en måde beroli­gede det mig, at Magnus Aagård-Svendsen kun var et navn og et ansigt. Et genfærd, en avatar.

      Ane Svendsen rejste sig fra sin stol.

      — Nå, men hvis du bare leverer 80 sider inden nytår, 80 sider med masser af krudt, så klarer vi resten. Så længe der er nok krudt.

      Jeg nikkede. Hun rakte sin hånd hen over bordet. Jeg rej­ste mig, men tøvede med at tage imod den.

      — Er der mere?, spurgte hun.

      — … som jeg skrev til jer, til dig, så … sidder jeg måske lidt fast i teksten. Og der er jo ikke så lang tid til nytår.

      Ane Svendsen lagde hovedet en anelse på skrå. 

      — Vi har en lejlighed, du kan låne, hvis du vil lidt væk. Du kunne jo udforske din hovedkarakters baggrund i den an­ledning, lejligheden ligger i …

      Ane Svendsen afbrød sig selv. Hun kneb øjnene i og be­tragtede mig så længe, at   det begyndte at blive ubehageligt. Så smilede hun vagt. 

      — Du har sikkert set nogle af de her overlevelsesprogram­mer, Alone? Alene i vildmarken hed den danske udgave vist.

      — Joh, for mange år siden, sagde jeg og forsøgte at hu­ske, hvad jeg havde set som teenager. Konceptet var siden da vist kun blevet større, ligesom præmierne og prestigen. Ethvert tv-netværk havde sin egen udgave af showet.

      — Har du så tænkt over, hvad alle vinderne af ødemarks­konkurrencerne har til fælles?

      — Hmm … De er gode til at jage eller fiske?

      Ane Svendsen rystede på hovedet.

      — De er gode til at bygge hytter og lave bål?

      Igen rystede Ane på hovedet.

      — De er gode til at … sulte?

      — Nej. Fællesnævneren er, at de er gode til at være alene. Langt de fleste, der giver op, bukker under for ensomheden, også selvom de er ved en flod, hvor der er masser af fisk lige til at hive op.

      Jeg kom i tanke om dokumentarfilmen, mit ubehag ved den, og ville sige noget i den anledning, men Ane Svendsen fortsatte.

      — Vinderne er gode til at være alene. Og de er gode til at være alene, fordi de er i stand til at skabe kultur. De skaber kul­tur og fortællinger ud af ingenting, og først og fremmest skaber de en fortælling om sig selv. Det er dét, der gør, at man overlever og kan klare isolationen og til sidst også vinder.